Fodbold

Danmarks nationalsport er også populær i pararegi, hvor der er tilbud til spillere med udviklingshandicap og med lettere fysiske handicap. 


Du kan spille fodbold, uanset om du er barn eller voksen, dreng eller pige. På fodboldbanen udfordres du taktisk, teknisk og fysisk, og som i andre holdidrætter er det sociale og sammenholdet en stor del af fornøjelsen ved sporten.


Parafodbold spilles efter de almindelige fodboldregler, med enkelte mindre justeringer.


Klasser og turneringer
Parasport Danmarks turnering for spillere med udviklingshandicap er opdelt i fem seniorrækker samt U15. Der spilles 8-mandsfodbold i A-, B- og C-rækkerne, og 5-mandsfodbold på D-, E- og U15-rækkerne.


Fodbold for spillere med lettere fysiske handicap er især populært for personer med cerebral parese (spasticitet), og her spilles på 8-mandshold. 


Der er relativt få klubhold for spillere med lettere fysiske handicap, men mange spillere deltager enten på almene hold eller på hold for spillere med udviklingshandicap.